29 October26 November 2016

Ongry
Anne Mette Schultz

Opening October 28, 18-21

ongry10a

En introduktion til udstillingen “Ongry” ved billedkunstner Signe Frederiksen

I en pamflet udgivet i forbindelse med udstillingen “James Baldwin/James Brown and the Children” på udstillingsstedet The Artist’s Institute i New York skriver udstillingens kurator Hilton Als, at “There is too much to say and I don’t want to say it”. Ordene, mener Als, argumenterer altid for det faktuelle. “Cat” er cat og “sky” er sky – flade facts. Kunsten derimod kan rumme flere perspektiver samtidigt, idet den omarrangerer den såkaldte virkelighed.

Jeg kan godt genkende Als’ forbehold i forhold til ordene – de ord, som placeres foran kunsten som en forklaring. I en forklaring ligger vel et ræsonnement om, at kunsten er uforståelig eller kodet og at publikummet er inkompetent og skal have hjælp. Det mener jeg ikke. Men teksten har en plads i forhold til kunsten, i det system vi normalt møder kunsten i. Så hvordan kan jeg præsentere en udstilling med ord uden at ødelægge den? Hvordan kan jeg invitere publikum til at gå ind i bøvlet, i stedet for at forvente at kunne vide præcist hvad det er de ser?

Velkommen til Ongry, et fjernsynsprogram om at være vred og putte noget i munden!

Bifald

Gennem årtier har hun insisteret på at skrive under pseudonym med det argument, at “bøger, når de først er skrevet, ikke har brug for deres forfatter”. Det vagte da også harme hos hendes trofaste læsere, da en journalist for nyligt på uhumsk vis gravede beviser frem, der lader til at kunne afsløre forfatterens identitet. Aftenens gæst er Elena Ferrante.

I luften midt i studiet svæver en skikkelse svøbt i et hvidt lagen med huller til øjnene. Det er den amerikanske kunstner Lee Lozanos spøgelse. I løbet af programmet hyler og mumler hun uddrag fra sine notesbøger, blandt andet “BOYCOT WOMEN” og “I WANNA BE PAID/SUPPORTED FOR MY MENTAL ENERGY, BUT I DON’T WANT A TEACHING JOB (…) I WANNA DO WORK THAT I KNOW IS IMPORTANT TO SOCIETY’S FUTURE SO THAT I WOULDN’T HAVE TO WORRY ABOUT BECOMING FAMOUS OR RICH, WHAT A DRAG”

Elena Ferrante træder ind i billedet. Hendes figur er sløret, hun har ingen stemme og ytrer sig derfor i form af et undertekstspor. Hun tager plads i lænestolen ved siden af værtens bord.

Så hvordan føles det når skodderne mellem privatperson og fiktion ikke længere er tætte?

Under værtens bord ligger en trist kunstner, som frygter at hun er uduelig og samtidig er angst for at hendes kunstneriske arbejde er u-sjovt.

Til sidst i programmet kommer aftenens menu på bordet, pizza med ansjoser og vodka. Publikum inviteres op på scenen. Den triste kunstner rager en vodkaflaske til sig og drikker forslugent under bordet. Det begynder at sejle, vi bliver fulde og vrede og begynder at råbe og synge i kor, “COM COM LTR U WILL KNOW T   I JUST SHIT MY PANTS   I DONT WORK FOR CNTMPRR ART DL COM COM MR BOND   I CR ABT ART HSTR   DRT FTS R FOR DRT FOTT   COM COM”

8 7 6 5 4 3 2 1

Supported by

DanishArtsFound_LOGO_CMYK