Kommende offentlig udsmykning til Ishøj og Ishøj Letbanestation Arken. Åbner 2025.

//

Upcoming commissioned public sculpture for Ishøj and Ishøj light rail station Arken. Opens 2025.

(Text in English below)

Til forpladsen ved Ishøj letbanestation (Ishøj Strandvej – Arken) har vi valgt at skabe ni tavle-lignende figurer i granit. De tager udgangspunkt i de reklamedisplays, der står ved busstoppesteder og på banegårde rundt om i landet. I starten af Danmarks tilblivelse blev der stillet sten op, der på samme måde som nutidens reklamestandere, reklamerede med et budskab. Jellingestenen er et godt eksempel.

De ni tavler til Ishøj Letbanestation reklamerer ikke. Hver især og tilsammen skaber de anslag til fortællinger. Man kan kun gætte. Én ligner en dør til et teenageværelse, en anden en portal, én er knækket, en anden ser oldgammel ud, nogle er højglanspolerede og bærer et landskabsmotiv, et abstrakt maleri eller en groft hugget sløjfe, én er et relief af nuttede bamser, og én ligner et troldeagtigt træ.

Vi har kaldt det samlede kunstværk for ”Betwixt”, som er et oldengelsk ord for ”imellem”.

Da vi gik i gang, talte vi meget om, hvad et kunstværk i det offentlige rum egentlig skal kunne. Og det er måske netop det, der er kernen i det – det skal ikke kunne noget. I det offentlige rum og måske især på en station er der rigtig mange ting, der ”kan” noget. Billetautomater, cykelstativer, skraldespande, bænke, lygtepæle og så videre.

Vi tænkte på Stonehenge – måske har det en gang haft en funktion, vi ved det ikke. Nu består det af store sten, der står i ring og tilsammen danner en plads. Det, at vi ikke kender funktionen, giver det en sær følelse af magi. Der opstår en form for usynligt mulighedsrum.

En plads i byen er en forankring – en plads bliver stående. En plads indrammer det levede liv, der udspiller sig i og omkring den. Vi har tænkt på stationen som en form for portal eller en slags tærskelsituation – her bevæger man sig væk og videre. Denne balanceren mellem det blivende og det værende og så det dér indimellem – det abstrakte, eller overgangen – det er dér, vi forestiller os, at magien hører til.

På den måde peger skulpturerne måske tilbage på kunsten i det offentlige rum: Følelsen af “noget andet”, noget uforklarligt, som er opstået i et ellers funktionelt miljø.

Vi håber, at vores værk kan være med til at skabe en anderledes plads i byen, en markør af en art. Vi håber, at de ni figurer kan skabe en form for tidsportal. Det ældgamle materiale, vores referencer til bauta- og runesten, det ruinøse – at det sammen med de mere polerede sten, referencen til reklamedisplays og teenageliv kan skabe et spring i tid og sted. At vi kan åbne for en følelse af noget andet midt i det travle liv på vej fra a til b.

//

For the new square by Ishøj Light Rail Station (Ishøj Strandvej – Arken), we have chosen to create nine board-like figures in granite. They are inspired by the advertising displays found at bus stops and train stations across the country. At the beginning of Denmark’s formation, stones were erected that, like today’s advertising pillars, promoted a message. The Jelling Stone is a good example.

The nine boards for Ishøj Light Rail Station do not advertise. Individually and collectively, they create a tone or opening lines for stories. One can only guess. One resembles a door to a teenager’s room, another a portal, one is broken, another looks ancient, some are high-gloss polished and feature a landscape motif, an abstract painting, or a roughly carved bow; one is a relief of cute teddy bears, and one resembles a troll-like tree.

We have titled the entire artwork “Betwixt,” an Old English word meaning “between.”

When we began this project, we talked a lot about what a work of art in public space should achieve. Perhaps that is precisely the core of it – it does not have to achieve anything. In public spaces, and especially at a station, there are many things that can “do” something: ticket machines, bike racks, trash bins, benches, lamp posts, and so on.

We thought of Stonehenge – perhaps it once had a function, but we do not know. Now it consists of large stones standing in a circle, together forming a space. The fact that we do not know its purpose lends it a special sense of magic. An invisible realm of possibilities emerges.

A square in the city serves as an anchoring point – a space remains. It frames the lived life that unfolds in and around it. We have considered the station as a form of portal or a kind of threshold situation – here, one moves away and onward. This balance between the enduring and the transient, and then that in-between – the abstract, or the transition – is where we envision the magic resides.

In this way, the sculptures perhaps reflect back on art in public spaces: The feeling of “something else,” something inexplicable that has arisen in an otherwise functional environment.

We hope that our work can help create a different space in the city, a kind of marker. We hope the nine figures can create a form of time portal. The ancient material, our references to bauta and rune stones, the ruinous – combined with the more polished stones, the references to advertising displays and teenage life, can create a leap in time and place. That we can evoke a feeling of something different amid the bustling life of moving from A to B.