Offentlig udsmykning til Ishøj og Ishøj Letbanestation Arken // Commissioned public sculpture for Ishøj and Ishøj light rail station Arken.

(Text in English below)

Til forpladsen ved Ishøj letbanestation (Ishøj Strandvej – Arken) har vi valgt at skabe ni tavle-lignende figurer i granit. De tager udgangspunkt i de reklamedisplays, der står ved busstoppesteder og på banegårde rundt om i landet. I starten af Danmarks tilblivelse blev der stillet sten op, der på samme måde som nutidens reklamestandere, reklamerede med et budskab. Jellingestenen er et godt eksempel.

De ni tavler til Ishøj Letbanestation reklamerer ikke. Hver især og tilsammen skaber de anslag til fortællinger. Man kan kun gætte. Én ligner en dør til et teenageværelse, en anden en portal, én er knækket, en anden ser oldgammel ud, nogle er højglanspolerede og bærer et landskabsmotiv, et abstrakt maleri eller en groft hugget sløjfe, én er et relief af nuttede bamser, og én ligner et troldeagtigt træ.

Vi har kaldt det samlede kunstværk for ”Betwixt”, som er et oldengelsk ord for ”imellem”.

Da vi gik i gang, talte vi meget om, hvad et kunstværk i det offentlige rum egentlig skal kunne. Og det er måske netop det, der er kernen i det – det skal ikke kunne noget. I det offentlige rum og måske især på en station er der rigtig mange ting, der ”kan” noget. Billetautomater, cykelstativer, skraldespande, bænke, lygtepæle og så videre.

Vi tænkte på Stonehenge – måske har det en gang haft en funktion, vi ved det ikke. Nu består det af store sten, der står i ring og tilsammen danner en plads. Det, at vi ikke kender funktionen, giver det en sær følelse af magi. Der opstår en form for usynligt mulighedsrum.

En plads i byen er en forankring – en plads bliver stående. En plads indrammer det levede liv, der udspiller sig i og omkring den. Vi har tænkt på stationen som en form for portal eller en slags tærskelsituation – her bevæger man sig væk og videre. Denne balanceren mellem det blivende og det værende og så det dér indimellem – det abstrakte, eller overgangen – det er dér, vi forestiller os, at magien hører til.

På den måde peger skulpturerne måske tilbage på kunsten i det offentlige rum: Følelsen af “noget andet”, noget uforklarligt, som er opstået i et ellers funktionelt miljø.

Vi håber, at vores værk kan være med til at skabe en anderledes plads i byen, en markør af en art. Vi håber, at de ni figurer kan skabe en form for tidsportal. Det ældgamle materiale, vores referencer til bauta- og runesten, det ruinøse – at det sammen med de mere polerede sten, referencen til reklamedisplays og teenageliv kan skabe et spring i tid og sted. At vi kan åbne for en følelse af noget andet midt i det travle liv på vej fra a til b.

TAK TIL NY CARLSBERG FONDET OG ISHØJ KOMMUNE!

//

For the new square by Ishøj Light Rail Station (Ishøj Strandvej – Arken), we have chosen to create nine board-like granite figures.
They are inspired by the advertising displays found at bus stops and train stations across the country. In the early days of Denmark’s formation, stones were also erected—like today’s advertising pillars—to communicate a message. The Jelling Stone is a good example.

These nine boards at Ishøj Light Rail Station do not advertise. Individually and collectively, they set a tone or suggest the opening lines of a story. One can only guess at their meaning. One resembles a teenager’s bedroom door, another a portal; one is broken, another appears ancient. Some are high-gloss polished and feature a landscape motif, an abstract painting, or a roughly carved bow. One shows a relief of cute teddy bears, and another resembles a troll-like tree.

We have titled the entire artwork “Betwixt,” an Old English word meaning “between.”

When we began this project, we talked a lot about what a work of art in public space should accomplish. Perhaps that is the essence of it—it doesn’t have to accomplish anything. In public space, and especially at a station, many things serve a purpose: ticket machines, bike racks, trash bins, benches, lamp posts, and so on.

We thought of Stonehenge—perhaps it once had a function, but we no longer know what it was. Now, it consists of large stones standing in a circle, forming a space together. The fact that its purpose remains unknown gives it a special kind of magic. An invisible realm of possibilities opens up.

A square in the city serves as an anchor—a space that endures. It frames the life lived in and around it. We imagined the station as a kind of portal, a threshold—where one departs and continues on. The balance between the permanent and the fleeting, and that space in between—the abstract, the transitional—is where we believe the magic lies.

In this way, the sculptures perhaps also reflect on the idea of public art itself: the sensation of “something else,” something inexplicable that arises within an otherwise functional setting.

We hope that our work can help create a different kind of space in the city—a marker of sorts. We hope the nine figures can serve as a kind of time portal. The ancient material, our references to bauta and rune stones, and the ruin-like quality—combined with the polished stones and references to advertising signs and teenage life—may offer a leap in time and place. That they might evoke a sense of something different amid the bustling movement from A to B.

Anslag (meaning opening lines or preliminary notes) is a commissioned series of public art works for Hegnet 1-89 and Toppen 109-139 in Trekroner. We have called them ‘anslag’ because we see them as beginnings of stories for this brand-new residential area. Anslag consists of three sculptures in copper, three stone dikes with individual polished stones in them, six cats in steel and four marble figures distributed among the different plots. To read more about Anslag scroll down.

Anslag er en offentlig udsmykning kommissioneret til Hegnet 1-89 og Toppen 109-139 i Trekroner. Vi har kaldt dem sådan, fordi vi ser dem som anslag til eller begyndelser på fortællinger for dette helt nye boligkvarter. Anslag består af tre skulpturer i kobber, tre stendiger med enkelte polerede sten i, seks katte i stål og fire marmorfigurer fordelt på de forskellige matrikler. For at læse mere om Anslag scroll ned.

Photos by David Stjernholm

[Text in Danish below]

The copper sculptures look like roadside stands and function as such if the residents want to use them. By taking a more refined material like copper and shaping a sculptural version of the roadside stand, we want to elevate the prosaic a bit, give value to what is down-to-earth. The roadside stand is a well-known cultural-historical phenomenon for the Danish countryside; strawberries, potatoes and the children’s painted stones are sold based on a trust-based model, and the goods are paid for without supervision. The goods will typically also be from a property’s own vegetable garden, fossils that are found locally or the old tea set that others might benefit from. Historically speaking, it started with farmers in 1915 being allowed to sell goods within a 15-kilometer radius of market towns and station towns. We see how the roadside stand is, in a way, an intermediate station between the private and the public. Since we want to initiate stories in order to commence the creation of a meaningful local life, we think the roadside stand is an exciting phenomenon that we would like to pay homage to.

There are marble figures in the roadside stands and in one of the stone dikes. The figures take their form from the still life motifs of art history. A snail shell, a bitten apple, a jug and an open book left by the stone dike can be symbols of life and death (a ‘memento mori’). At the same time, they give a timeless homeliness and warmth to the newly built area and, just like with the other elements of Anslag, we hope that they can evoke both a historical and everyday recognizability.

The early stone dikes were used to mark divisions and roads, provide shelter or prevent flooding, and to fence livestock in or out. The stone dikes of today might originate from – or lie on top of – property lines that can be traced all the way back to the Iron Age, the Viking Age or the Middle Ages, and many of them are protected. Biologically, rock dikes create small, stable environments in farmland and urban landscapes for plants, insects and reptiles. We like the idea of ​​creating sculptural figures out of this well-known and unpretentious phenomenon, which is both simple and cheap to produce and carries a rich history with cultural-historical and conservation significance.

In the three different stone dikes, we have placed individual polished stones that lie like pearls among the otherwise rough stones. At first glance, it will be a discreet approach, but when you stay by the dikes, the “refined” stones will appear one by one and perhaps remind you that the well-known stone wall has value – as a sculpture and as a historical and natural bearing mark.

As a final sculptural element, we have the six steel cats, all frozen in snapshots. On a stone dike there is a cat playfully about to jump another cat; on a second dike a cat jumps off the edge, and on a third the cat struts away gracefully. In the grass a cat stretches lazily and at a roadside stand another reaches for something in the air. All the sculptures are cut from flat metal sheets, as if they were coulisse figures on a stage. Like the stone dike, the cat belongs to a very widespread notion of rural and local life. The cat stays where it feels happy and is thus a nomad between neighbors who offer it the environment in which it feels safe and full. We want the cats to help mark the space between the private and the common, and then we hope that they can create small poetic and theatrical elements in and around the dikes.

With a combination of different artistic approaches to the plots, we play with the interaction between the living place and the theater backdrop as a fantasy space in which you can unfold your own ideas and visions. On the one hand, we have the real life that unfolds on the land registers, and on the other hand the notion of it – a visual marker that, like a mirror, draws attention to the life lived.

With Anslag, we work with both historical weight and humorous lightness, and we invite the residents of the area to interact both practically, playfully and intellectually with the objects and to become co-authors of a story for a local area. The outdoor inhabitants (small mammals, reptiles and insects) are also invited inside to create shelter between the stones and take root in the soil, and wind and weather are co-creators of the textures of the surfaces. It is our wish that the art works do not dictate but invite.

Kobberskulpturerne ligner vejboder og fungerer som vejboder, hvis man vil benytte dem. Ved at tage et mere forfinet materiale som kobber og formgive en skulpturel version af landevejens boder, vil vi gerne ophøje det prosaiske en smule, gøre det jordnære værdifuldt. Vejboden er et velkendt kulturhistorisk fænomen for de danske landområder, hvor jordbær, kartofler, og børnenes bemalede sten sælges ud fra en tillidsbaseret model, og hvor vi betaler for varen, uden at der bliver holdt opsyn. Varerne vil typisk også være fra ejendommens egen køkkenhave, fossiler man selv har fundet lokalt eller det gamle testel, andre måske kan få glæde af. Historisk set startede det med, at bønder i 1915 fik lov til at sælge varer inden for en 15 kilometer radius om købstæder og stationsbyer. Vi ser, hvordan vejboden på en måde er en mellemstation mellem det private og det offentlige, og da vi gerne vil skabe anslag til det lokale liv, til indholdet og kvaliteten i det, synes vi, vejboden er et spændende fænomen, som vi gerne vil hylde.

I vejboderne og i et enkelt stendige står marmorfigurer. Figurerne tager deres form fra kunsthistoriens stilleben-motiver. Et sneglehus, et æble, der er bidt af, en kande og en åben bog, der er efterladt ved stendiget, kan være symboler for liv og død (et “memento mori”). De giver samtidig en tidløs hjemlighed og varme til det nybyggede område og ligesom med udsmykningens andre elementer, håber vi, at de kan vække både en historisk og hverdagslig genkendelighed.

De tidlige stendiger blev brugt til at markere skel og veje, give læ eller forhindre oversvømmelse og til at hegne husdyr inde eller ude. Nutidens stendiger kan stamme fra – eller ligge ovenpå – skel, som kan føres helt tilbage til jernalderen, vikingetiden eller middelalderen og mange af dem er fredede. Biologisk set skaber stendiger små stabile miljøer i et landbrugsland og i bylandskaber for planter, insekter og reptiler. Vi kan godt lide ideen om at skabe skulpturelle figurer ud af dette velkendte og uprætentiøse fænomen, som på én gang er enkelt og billigt at fremstille og bærer på en rig historie med kulturhistorisk og naturbevarende betydning.

I de tre forskellige stendigeskulpturer har vi placeret enkelte blankpolerede sten, der ligger som perler blandt de ellers grove sten. Det vil ved første øjekast være et diskret greb, men når man opholder sig ved digerne, vil de “forædlede” sten dukke op en efter en og måske huske en på, at det velkendte stengærde har værdi – som skulptur og som et historisk og naturmæssigt pejlemærke.

Som et sidste skulpturelt element har vi de seks stålkatte, der alle er frosset i øjebliksbilleder. På et stendige angriber en kat lige straks en anden i leg, på et andet hopper en kat ned fra kanten, og på et tredje spankulerer katten rankt afsted. I græsset strækker en kat sig dovent og ved en vejbod rækker en anden ud efter noget i luften. Alle skulpturerne er skåret af flade plader, som var de kulisse-figurer på en scene. Ligesom stendiget hører katten til i en meget udbredt forestilling om landligt og lokalt liv. Katten opholder sig dér, hvor den føler sig glad, og er således en nomade mellem naboer, der tilbyder den de rammer, den føler sig tryg og mæt i. Vi vil gerne have, at kattene er med til at markere rummet mellem det private og det fælles, og så håber vi, at de kan skabe små poetiske og teatralske indslag i og omkring digerne.

Med en kombination af forskellige kunstneriske greb på områderne leger vi med vekselvirkningen mellem det levende bosted og teaterkulissen som et fantasirum, hvori man kan udfolde egne ideer og visioner. Vi har på den ene side det virkelige liv, der udspiller sig på matriklerne, og på den anden side forestillingen om det – en visuel markør, der som et spejl gør opmærksom på det levede liv.

Med Anslag arbejder vi både med historisk tyngde og humoristisk lethed, og vi inviterer områdets beboere til at interagere både praktisk, legende og intellektuelt med objekterne og til at blive medforfattere af en fortælling for et lokalområde. De udendørs beboere (små pattedyr, reptiler og insekter) inviteres også indenfor til at skabe husly mellem stenene og slå rod i mulden, og vind og vejr er medskabere af overfladernes teksturer. Det er vores ønske at udsmykningen ikke bliver dikterende, men inviterende.

Photos: David Stjernholm / @david_stjernholm